Livsglæde på væggen

Svend Høgh har arbejdet som billedkunstner siden 2013 - og er allerede repræsenteret på flere gallerier i ind- og udland, hvor hans farverige fortolkninger over kendte seriefigurer vækker stor opsigt og glæde.

Billedkunstner Svend Høgh er født i 1966 og opvokset i Ølstykke uden for København. Som helt ung (1979) udgav Svend to små blade, OutComic/Serie-Nyt samt TEGN om og med tegneserier. Hans små humoristiske serier om sig selv og hverdagens fortrædeligheder fandt vej til tegneseriebladet “Danske Tegneserier” udgivet af CenterPresse fra 1981-82.

Samarbejder i årene 1982 til 1984 med Rune. T. Kidde. Rune skriver manuskript og Svend tegner og sammen laver de en dagsbladsserie, som de indleverer til Ekstra Bladet. Et par få striber og skitser er fundet hos Svend og blev udstillet på Storm P. Museet i forbindelse med en særudstilling om Rune, efter hans alt for tidlige død i 2013.

I 1987 bliver Svend ansat på det legendariske tegneserieforlag Interpresse som chefredaktør, hvor han blandt mange bladtitler stod for “Basserne”, “Serie-Paraden med Steen & Stoffer” samt “Superman”. En af del af jobbet som serieredaktør var at være vært, når Interpresses mange tegnere besøgte forlaget.

Her poserer Hägar/Hagbard-tegneren Chris Browne og Basse-redaktør Svend Høgh i vikingeudstyr for den samlede verdenspresse i Interpresses lokaler på Nørregade i starten af 90'erne.

Den unge Svend Høgh i sit redaktørtionslokale på BASSERNE under gennemsyn af forsider til bladet. Foto fra ca. 1990.

Svend Høgh optrådte gerne kostume for de blade han var redaktør for. Her er iført Supermandragt og i koncentreret samtale med Ekstra Bladets Pedro. Anledningen var relancering af Superman-bladet med tegneren John Byrne.

Svends forlagsdirektør var den senere verdensberømte krimiforfatter Jussi Adler Olsen. Svend og Jussi kender hinanden fra de tidligere 80'ere, hvor Svend udgav fanblade om tegneserier og Jussi ejede et tegneserieantikvariat.

Efter tiden på Interpresse arbejdede Svend som Art Director, illustrator og webdesigner. En af opgaverne bestod gennem 17 år i at samle og layoute årshæftet “Svikmøllen”. Svend blev forlagsejer i august 2005, da han som den første i verden udgav 3 forskellige slags sudoku-bøger på en og samme tid.

Svend er forfatter til bøgerne ”Dus med dasset(2007) (et “must”. Er stadig i handlen) og “Farvernes ABC” (2010) (bruges flittigt i folkeskolerne og på de tekniske skoler) og har konstrueret hovedbrudsopgaver til en mængde bøger, blade og aviser.

2017 blev det store gennembrud for Svend som billedkunstner. Galleriet Disneyana+, der har specialiseret sig i Disneykunst med eksempelvis Anders And-tegneren Carl Barks, bad Svend om at blive officielt Disney-kunstner. Han indledte også et samarbejde med galleri comicart.dk, der byder på tegneseriekunst fra hele verden. Her har der i 2017 været været afholdt to fernisering – begge hvor der efter få dage kunne meldes om udsolgt!

Svend er selvlært og maler med olie samt akryl. Hans fortid som serieredaktør og - tegner samt de mange år på Svikmøllen skinner igennem i hans værker. Du er altid velkommen til at besøge Svend i hans atelier i Valby – her kan du nyde hans motiver med katte, ugler og køer samt ikke mindst Steen & Stoffer, Sprillen og Disneymotiverne.

 

Svend er en ægte livskunstner. Penslen er dyppet i lige dele hjerteblod og livsglæde. Derfor kan hans finurlige malerier både ses og føles.

Peter Hartung, Galleri Comicart.dk

Billedkunstner Svend Høgh

Adresse
Carl Th. Dreyers vej 18
2500 Valby
Åbent efter aftale
Telefon
22179170
E-mail
artbyhoegh@gmail.com
Rutevejledning